Som et led i sin personlige udviklingsplan rejste anklager Danni Richter Larsen en måned til Tanzania for at undervise børn i matematik og engelsk. Det havde ikke meget med anklagemyndigheden at gøre – og så alligevel en hel del. De ramte ham lige i hjertet. Efterladte, uskyldige og langt hen ad vejen fortabte børn i alderen 6-11 år uden anden familie, end den de mødte på børnehjemmet i den lille landsby Newlands for foden af Kilimanjaro i Tanzania. Her tilbragte den 32-årige anklager Danni Richter Larsen sin sommerferie med at undervise hele august i matematik og engelsk.

»På et tidspunkt sad jeg i en stol og blundede, og da jeg vågnede, sad der en syvårig pige og knugede sig ind til mig. Hun rørte mig dybt, og samtidig var det mentalt hårdt. Der var to af eleverne, som jeg knyttede mig stærkt til, og hun var den ene. Men jeg var også nødt til at holde en professionel distance både for børnenes og min egen skyld, fordi jeg skulle væk derfra så hurtigt igen. Det var forfærdeligt at sige farvel, og jeg havde meget våde øjne, da jeg rejste,« siger Danni Richter Larsen. Han sidder i sin lejlighed i Københavns Sydhavn med udsigt over havnen og læser op på en af de sager, som han skal i gang med i anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi. Bag ham hænger et stort verdenskort på den hvide væg, men det er også det eneste i lejligheden, som kan føre tankerne hen på Afrika, Tanzania og frivilligt hjælpearbejde. Minderne – de ligger som billeder på telefonen og oplevelser på den mentale harddisk.

»For fem år siden havde jeg aldrig drømt om, at jeg skulle arbejde en måned som frivillig i Tanzania. Det havde heller ikke kunnet lade sig gøre, hvis ikke jeg havde en arbejdsgiver, som bakkede mig op. Selve rejsen har været en stor oplevelse både på det menneskelige og faglige plan. Jeg har fået rigtig meget med hjem, som jeg kan bruge i min hverdag og i livet mere generelt,« siger Danni Richter Larsen.

Han arbejder til dagligt i advokaturen for almene sager, og da han præsenterede sin personlige udviklingsplan for advokaturchef Kristine Scharling, var svaret klart. Såvel advokaturchefen som chefanklager Bitte Birgitte Dyrberg bakkede op om ideen. Det skete, selv om Danni Richter Larsen stod over for en større sag, hvor en ung mand var tiltalt for 23 forhold af overfald og røveri mod gamle damer i området omkring Roskilde. Den sag valgte Kristine Scharling selv at tage, så Danni Richter Larsen kunne rejse til Afrika »Det var ikke den, som Dannis projekt skulle falde på. Nu havde jeg selv mulighed for at tage sagen, og så slap jeg oven i købet for at inddrage andre i afdelingen,« siger Kristine Scharling. Hun tvivler heller ikke på, at anklagemyndigheden vinder på at lade en ung anklager bruge fire uger på at lave frivilligt ulandsarbejde i Afrika – selv om arbejdet måske ikke direkte havde noget med anklagemyndigheden at gøre. For havde det nu alligevel ikke det?

»Når en anklager udvikler sig som menneske, smitter det af på det daglige arbejde, fordi vedkommende bliver en bedre og mere værdifuld medarbejder. I retten møder vi alle typer mennesker fra direktøren i jakkesæt til den hjemløse misbruger. Jo mere nuanceret syn, som man har på mennesker, jo større forståelse har man – og jo bedre bliver man til at sætte sig i deres sted og til at stille dem de rette spørgsmål i retten. I dag er personlig udvikling en del af mantraet i anklagemyndigheden, og derfor var det helt naturligt at lade Danni rejse,« siger advokaturchef Kristine Scharling.

Gennem noget tid havde Danni Richter Larsen leget med tanken om at søge ud i verden for at arbejde som frivillig. En af hans gode venner havde været af sted for den danske hjælpeorganisation Save a Heart, der har specialiseret sig inden for frivilligt arbejde og praktikpladser i udviklingslande. Danni Richter Larsen tog kontakt til organisationen og faldt for projektet i Tanzania, som manglede undervisere i matematik og engelsk til en skoleklasse på mere end 50 børn.

»I vores arbejde som anklagere oplever vi ind i mellem en del ondskab. Det kan vi godt håndtere. Men basalt set handlede det om, at jeg trængte til en oplevelse af at gøre noget godt for andre mennesker uden at få noget igen. Som menneske skal man flytte sig og udvikle sig gennem hele livet, og den del har jeg været meget fokuseret på gennem det seneste halve år. Opholdet i Tanzania har givet mig en kolossal ballast,« siger Danni Richter Larsen. Han er meget bevidst om, at en måneds undervisning for nogle børn i Afrika ikke forslår meget i et helt skoleliv. Alligevel gav opholdet rigtig god mening, mener Danni Richter Larsen.

»Faktum var, at hvis ikke jeg tog ned og underviste, så fik de bare ikke noget undervisning. Efter mig kom der en anden dansk pige og fortsatte projektet efter den samme linje, og den var noget anderledes end normalen. I Tanzania slår man børn, når man underviser. Det havde jeg svært ved at acceptere, og jeg kørte derfor min egen linje, hvor jeg i stedet for tæsk med pinde brugte smil, klappelege og fagter. Masser af eleverne rykkede sig bare på den ene måned,« fortæller Danni Richter Larsen.

Når Danni Richter Larsen i dag ser tilbage på sin sommerferie, har den både udviklet ham som menneske – og samtidig givet ham masser af viden, lærdom og livserfaring, som han næppe kunne have fået i samme intensive mængde andre steder. Ikke mindst udvidede det horisonten at bo i hus med andre ulandsfrivillige fra hele verden – og dele værelse med en venstrefløjsaktivist, som var vant til at demonstrere ved G20-topmøder rundt om i verden. »Jeg har boet i sammen med nogle mennesker, som jeg normalt aldrig ville have social omgang med, fordi de repræsenterede en verden og nogle holdninger, som ligger meget langt fra min. Blandt andet var der en fyr fra Canada, som ikke troede på en samfundsmodel med et politi og et retssystem. Det var vist lige så interessant for dem at møde en dansk anklager – som det var for mig at møde dem. Det har været en sjov og menneskeligt set en rigtig god oplevelse,« siger Danni Richter Larsen og smiler.

Den vigtigste lære handlede dog hverken om fattige børn, aktivister eller undervisning af skolebørn. Noget så basalt som at tage ansvar og løse problemerne, når de opstår – i stedet for at lade andre tage beslutningerne, lærte Danni Richter Larsen som en grundlæggende nødvendighed for at få dagligdagen til at fungere. Den lære tager han gerne med hjem og bruger i hverdagen – både privat og på politigården i Roskilde. »Det har aldrig ligget mig fjernt at tage ansvar, og alligevel er jeg blevet meget bevidst om betydningen af netop det. Jeg traf beslutninger hele tiden, som jeg egentlig ikke havde nogen forudsætninger for. Men tingene kom til at fungere. Værdien i at løse opgaven nu, selv om forudsætningerne måske ikke er helt til stede, kan alle lære noget af. Jeg tror, at både jeg selv og mange af mine gode kolleger har langt større mulighed for at tage ansvar, hvis de en gang i mellem turde slippe hestene lidt mere løs. Vi kan alle blive bedre til at tage ansvar,« siger Danni Richter Larsen.