Malene Sparring

image11_2_e1433152958418
En delvist glemt barnedrøm blev realiseret, da Malene rejste til Kenya og Sydafrika for at undervise og hjælpe børn – og dyr.

”Jeg ved ikke, hvorfor rejsedestinationen lige præcis blev Afrika. Men efter at have researchet lidt blandt Save A Hearts rejsemål, så skete det bare – jeg faldt pladask for tilbuddet om dyrereservatet i Sydafrika og redningscentret for børn i Kenya. Man kan af principielle årsager ikke vælge dyrereservatet alene, derfor valgte jeg også at assistere hjælpelærer på en folkeskole lidt uden for Cape Town, mens jeg var i landet. Jeg har altid gerne ville hjælpe andre, som ikke har de samme fordele, som vi har i Danmark. Og jeg har sagt siden, jeg var lille: At når jeg en gang blev rig, så ville jeg købe et privatfly og fylde det med rugbrød, mel og kartofler og andet godt mad og sprede det ud over hele Afrika. Så måske var det ikke helt tilfældigt, at jeg valgte at tage til Kenya og Sydafrika i henholdsvis otte og ni uger alligevel. Min rejse havde desuden også til formål at pynte lidt på min ansøgning til socialrådgiveruddannelsen, hvor humanitært arbejde værdsættes meget højt,” udtaler Malene Söllmann Sparring fra Silkeborg.

Et praj i den rigtige retning

”Redningscentret i Kenya, eller børnenes safe house, husede forladte børn, hvor myndighederne ikke vidste, hvad der videre skulle ske med deres fremtid. De var placeret på redningscentret, da deres forældre sad i fængsel – eller måske var børnene blevet mishandlet eller forladt. På trods af disse barske omstændigheder, hvor mange af børnene var traumatiseret på en eller anden måde, så var det kun smil og glade dage, jeg mødte på redningscentret. Det var ufatteligt livsbekræftende at opleve. Redningscentret kan bedst forstås som et børnehjem, eller en ventezone, hvor børnene burde befinde sig i maksimalt seks måneder, inden de sendes videre til et mere hensigtsmæssigt sted. Problemet var dog, at nogle børn, som jeg mødte, havde været der i mere end tre år – og så skrider konceptet jo lidt, men de kunne jo heller ikke bare smides på gaden. Det siger utvivlsomt lidt om Kenyas ineffektivitet og sociale kaster, så derfor var det op til os frivillige at give børnene al den kærlighed og opmærksomhed, som de havde brug for, mens de var der. Det var især Kenya, der på godt og ondt gjorde mig klar over, at socialrådgiveruddannelsen var det rigtige for mig.”

image1(2)

Syv år på syv uger

”En typisk dag på dyrereservatet, som lå en times kørsel fra Port Elizabeth, var inddelt i tre moduler – morgen, middag og eftermiddag. Vi kom til at lave mange forskellige ting, som blandt andet indebar nedfældning af træer, opbygning af udkigsplatforme, dyreobservation og pleje af dyrene. På et tidspunkt skulle vi f.eks. installere en platform inde i løveungens bur, hvilket var en smule grænseoverskridende, og på et andet tidspunkt var vi på jagt efter de forsvundne næsehorn. De ansatte havde i nogen tid ikke vidst, hvor de var henne i reservatet, så de var bange for, at de havde mødt nogen krybskytter. Heldigvis fandt vi dem uskadte næste morgen. Men som førnævnt så koblede jeg denne naturfyldte oplevelse med at arbejde på en folkeskole. Jeg havde syv uger på skolen, derfor besluttede jeg, at være én uge hos hver af de syv klasser i engelsk- og matematiktimerne. Det gjorde, at jeg virkelig fik et indblik i den sydafrikanske læringsproces og undervisningsmetode, som står uden for sammenligning til den danske model. Ikke desto mindre, så var det en stor oplevelse på syv uger at se, hvor meget et barn kan lære på syv år.”

Du kan se flere billeder her