”Den primære grund til mit frivillige arbejde i Thailand gennem Save A Heart var, at jeg her til marts 2015 søger ind på medicinstudiet på kvote to. Der er et temmelig højt gennemsnit på medicinstudiet, som jeg desværre ikke lige har. Derfor pynter det meget godt på cv’et, at man har lavet noget ud over det sædvanlige, som f.eks. frivilligt humanitært arbejde i Thailand. Jeg boede på et guest house, der fungerede som samlingspunkt for volontørere, i byen Chiang Mai i det nordlige Thailand og arbejdede på et børnehjem 40 minutters kørsel derfra. For mit vedkommende ville det måske have været mere relevant at få et arbejde på et hospital, men desværre tilbyder de færreste organisationer ikke arbejde til ikke-studerende medicinere eller sygeplejersker. Derfor måtte jeg finde noget andet, som i det mindste havde med mennesker at gøre. Mit stop i Thailand var det første ud af mange, efterfølgende tog jeg til Burma, Laos og Vietnam for at møde min mor og lillebror, hvor vi sammen rejste til Cambodja. Efterfølgende rejste jeg til det sydlige Thailand og mødte min kæreste, og sammen rejste vi rundt i nogle områder af Malaysia og Indonesien.”

”Jeg havde jo en hel formiddag og eftermiddag inden jeg skulle på arbejde. Derfor brugte jeg den første uge på at se hele byen, og havde egentlig lagt det som en ambition, at jeg virkelig skulle få set alt! Men der gik noget galt – et held i uheld. Jeg fik det simpelthen så godt med de andre frivillige fra det guest house, som jeg boede på, så jeg kom til at bruge meget af min tid sammen med dem, og det var fantastisk. For byens atmosfære er noget ganske særligt. Byen forekommer arealmæssigt temmelig stor, men er alligevel overkommelig at finde rundt i og hyggelig – blandt andet fordi man har indført et forbud mod opførsel af skyskrabere. Men det mest mindeværdige ved opholdet i Thailand var det bånd, som vi fik knyttet til børnene. Jeg husker tydeligt den allersidste dag, hvor nogle af børnene græd, og hjemmets mammas gav os afskedsgaver – det var rørende og livsbekræftende. Der var særligt en lille dreng, som havde knyttet sig specielt meget til mig. Den sidste dag blev han ved med at sige: Nanna, Nanna, Nanna, see you tomorrow. Det var lidt trist, fordi jeg vidste, at jeg ikke kom i morgen, men det betyder i det mindste, at ens tilstedeværelse og arbejde har været værdsat – og så er det jo faktisk en positiv ting”.