Carina Spangsberg
Carina har længe vidst, at frivilligt arbejde i Nepal var hendes kald. Hun vidste dog ikke, at hun også ville få en ny, hjertevarm familie og et utal af eventyrlige oplevelser.
”Jeg har i lang tid været klar over, at jeg gerne ville arbejde frivilligt i udlandet. Men det var først sidste forår, hvor jeg begyndte at undersøge mulighederne. Nogle informations-møder omkring Nepal vakte min interesse, og jeg fandt hurtigt ud af, at det var der, jeg skulle hen. Det første rejseselskab foretrak udelukkende personer med lærermæssig baggrund, hvilket jeg jo ikke har. Heldigvis faldt jeg over Save A Heart, som i øvrigt er en rar og sikker virksomhed, hvor der både var mulighed for at komme til drømmedestinationen, undervise og arbejde på et børnehjem. Hvis du overvejer at tage af sted – så gør det! Jeg rejste alene, men fik utrolig meget ud af det og blev meget mere handlingsorienteret og bevidst om, hvem jeg var,” konstaterer Carina Spangsberg Jensen, der ser frem til at påbegynde studiet på Sygeplejeskolen i Odense.
Little learners
”Mit 9 uger lange ophold startede med, at jeg havde 13 kilo Lego med til Nepal, som Lego Charity havde doneret. Legoklodserne gav jeg blandt andet til børnehjemmet, hvor jeg arbejdede de første tre uger og til børnehaven, hvor jeg befandt mig de sidste seks uger. Resten blev givet til værtsfamiliens børn – og til et terapicenter ved navn Nepal House.
Da jeg gerne ville prøve et andet frivilligt arbejde, så var det Krishna, jeg snakkede med angående joboverflytning. Det var hans familie jeg boede hos, og han er i øvrigt er Save A Hearts kontaktperson i Nepal. Vi fandt et job til mig i en børnehave, hvor vi aftalte, at jeg stadig kunne komme hen på børnehjemmet om eftermiddagen, hvis jeg havde tid og lyst. I børnehaven blev jeg tilknyttet en engelsk-underviser, der havde 18 dygtige elever på omkring 3 år – the little learners. Her hjalp jeg til med at lære børnene den engelske udtale af tal og bogstaver.”
Man ville nok kalde det ’bjerge’ herhjemme
De nye forældre
”Som sagt så boede jeg hos Krishna og hans kone sammen med nogle andre frivillige i den nepalesiske by Pokhara. Det var virkelig hyggeligt også selvom, at vejret gjorde, at der virkelig blev koldt om aftenen. For at holde varmen lavede vi bål hver aften ude på deres terrasse. Mit forhold til værtsfamilien blev helt fantastisk – og det var virkelig svært at sige farvel til dem, da jeg skulle mod Danmark igen. En af de første dage i Pokhara kom Krishnas kone ind på mit værelse og bød mig velkommen og sagde, ’når man bor i det her hus, så er man en del af den her familie’. Allerede fra det øjeblik følte jeg mig godt tilpas. De behandlede alle os frivillige som deres egne børn, ligegyldigt om man kom fra U.S.A, Australien, England eller Danmark.”
Du kan se flere billeder her